Kursets formål
Udover at udføre radiologiske procedurer indgår mammaradiologer i et snævert formelt tværfagligt samarbejde med primærsektoren og med mammaspecialiserede kliniske og parakliniske afdelinger med indbyrdes aftalte retningslinier for diagnostiske strategier og med fastlagte ansvarsområder (”Integreret diagnostisk system”). En forståelse for den faglige og tværfaglige kompleksitet, der er karakteristisk for mammaradiologi, er en forudsætning for at kunne tilegne sig den nødvendige viden og kompetence. En sådan forståelse opnås bedst ved et teoretisk kursus, hvor alle aspekter kan gennemgås i en helhed af erfarne udøvere og med ekspertbidrag fra de samarbejdende specialer.
Mål der kan opnås i løbet af kurset
At give de kommende speciallæger en horisontudvidelse med inspiration til at engagere sig i dette radiologiske felt, der er præget af klinisk arbejde og tæt tværfagligt teamarbejde. Herudover skal kurset bibringe viden om de radiologiske diagnostiske kriterier og deres praktiske anvendelse samt formidle vigtigheden af overholdelse af den tværfaglige diagnostiske strategi.
Kursets indhold
Kursus vil være centreret omkring to hovedelementer. Første element udgøres af det radiologiske grundlag for mammadiagnostik, der bl.a. omfatter en gennemgang af radiologiske metoder, organets normal- og patoanatomi, radiologiske kriterier for benigne og maligne lidelser, interventionsprocedurer mv. Det andet element er det tværfaglige indhold, der omfatter dels en gennemgang af relevante kirurgiske, patoanatomiske og onkologiske aspekter og dels en belysning samt drøftelse af rationalet for et snævert tværfagligt samarbejde med henblik på opnåelse af et hurtigt og effektivt patientforløb. En forståelse herfor opnås – som ovenfor nævnt – bedst ved et teoretisk kursus, hvor der også er mulighed for en åben drøftelse af de forskelligheder, der måtte være fra amt til amt som følge af lokalt aftalte kompetencefordelinger.
Kursusmateriale og forberedelse
Delkursuslederne udsender senest en måned før kurset det planlagte kursusprogram, inklusiv navngiven oversigt over undervisere og materiale (f.eks. litteratur, noter, relevante lærebogs-kapitler mm.), der forudsættes læst inden kurset, således at kurset starter på et for kurset passende vidensniveau. Under kurset uddeles noter svarende til kursusindholdet f.eks. i form af power point udprint af forelæsninger og evt. yderligere materiale, der kan inspirere til fordybning i området.
Kursets metoder
Kurset vil hovedsagelig benytte sig af forelæsninger samt af forelæggelse af cases, men vil også omfatte færdighedsøvelser (”work-shop”).
Kursusledelsens evaluering af kursisternes grad af målopfyldelse
Der vil foregå en evaluering på reaktionsniveau i tilknytning til kursets afslutning ved at deltagerne udfylder et skema til belysning af deres udbytte af kursus (form, indhold, formidling mv.). Yderligere ville det være hensigtsmæssigt efter kursus at kunne evaluere på adfærdsniveau snarere end på indlæringsniveau, da det er de færreste deltagere, der har praktisk erfaring med mammadiagnostik forud for kursus og derfor vil skulle arbejde under snæver supervision i en længere oplæringsperiode, hvorimod en adfærdsændring kunne anvendes i evalueringen af kurset.
Kursisternes evaluering af kurset
Foregår ved løbende udfyldelse af et kursusspecifikt evalueringsskema indeholdende alle undervisningselementer mhp. læringsmæssig værdi, praktisk og/eller teoretisk nytteværdi, forskningsmæssigt indhold og pædagogik. Desuden en sammenfattende evaluering af kurset specielt mhp. kursets overordnede struktur inklusiv kursets længde, fordeling af timer til forskellige emner samt fysiske rammer. Evalueringerne anvendes til feed back til lærerne og DRS’ kursusudvalg.
[display_files id=11]